(this is going to be in danish. I’m too tired to translate…)

Jeg er ikke god til det med at få venner. Det har jeg konstateret her til aften. Det troede jeg ellers at jeg var. Jeg havde forstået det som om man bare skulle finde en person som smilte varmt til en når man så på dem og som man delte en interesse med. Men det er tydeligvis ikke nok. Vejen til venskab er overdrysset med sociale bomber. Med mig er problemet (tror jeg) at jeg enten virker asocial og sky eller desperat efter venskab. Men hvad skal jeg gøre, det er ikke fordi der er nogen der har skrevet en behjælpningsbog om emnet! Jeg fungerer bedst når jeg kan være mig selv når jeg er med andre og ikke behøve at overanalysere om hvad de siger er hvad de mener, eller om de bare prøver på at være høflige. Det kan jeg med mine søskende og med mine to venner. Jeg tror jeg holder mig til dem. Resten af verden er bare alt for svær at forstå sig på.

Udover det er jeg træt af at for evigt være fanget i midt-i-mellem land. Jeg er ikke handicappet nok til at faktisk kunne bruge det som en undskyldning for at ikke kunne gøre ting (og at ikke endgang prøve). Dette har mine forældre gjort rasende klart. Men uanset hvor meget jeg prøver kan jeg bare ikke komme ind i de “normale”s verden. Der er stadig små sociale ting der holder mig tilbage socialt. Dette gjorde mine (nu forhenværende) klassekammerater på min tidligere skole mig tydeligt. Jeg kan ikke engang komme på et ADHD møde, fordi jeg bare ville ende med at skulle forklare hvor godt det egentligt går for mig (i sammenligning med mange af de andre medlemmer af gruppen), og det ville føles som at prale…

Jeg passer ikke ind nogen steder og jeg er enormt træt af det…